tirsdag den 31. december 2013


Zilmers tilbageblik på håndmalede tapeter og andre spændende opgaver i året der gik.

2013 var året, hvor Zilmers for alvor sadlede om og ændrede strategi med hjælp fra nogle meget kompetente erhvervsmænd.

Det var blandt andet tapet jobbet på Tirsbæk slot, der for alvor fik sat skub i tapet drømmene.


Glæden var stor, da Gammel Estrup kontaktede Zilmers med henblik på at genskabe et ganske unikt kinesisk tapet fra ca. 1780.
Samarbejdet med arkitektfirmaet Kjær & Richter, Gammel Estrup museum og konservatorerne fra nationalmuseet var såvel inspirerende, lærerigt, hårdt og helt utroligt givende.

Vinteren gik med at lave prøver og foråret gik med at hånd male tapetet med limfarve/akvarelfarver og nå deadline - for flere hundrede invitationer var sendt ud til indvielsen af de nye istandsatte lokaler. 



I den forbindelse vil jeg gerne takke Jer, der hjalp med ekspertviden om limfarve, silketryk, akvarel teknikker og ikke mindst Jer der sad sammen med mig og malede time efter time - uge efter uge. En kæmpe stor tak til min trofaste makker Anne, der var en uundværlig medarbejder, partner og veninde under hele processen - fra start til slut. 



Efter mange opfordringer tog jeg initiativ til at skabe endnu en "male-nørde-weekend" - dog i et nyt og større perspektiv, som den første danske malerfestival. Idéen opstod af en række skønne sammenfald og i april var vi godt 30 malere, der mødtes med vidt forskellig baggrund og kompetencer og lod vores evner udfolde sig på væggene på Randlevskolen i Randlev/Odder. 
Det var lærerigt og givende at mødes med kolleger fra hele landet, og lære fra os/suge til os - opleve, udvikle og tilegne os kompetencer imens vi gjorde en kæmpe stor forskel for en nyopstartet privatskole. Nye venskaber opstod og vi glæder os til at tage fat på endnu en malerfestival i Ålborg i 2014. Tak til sponsorerne: Nordea Fonden, Kvickly Odder, Jotun Maling samt alle de frivillige malere og alle de skønne forældre, børn, bedsteforældre, nysgerrige og presse der kom forbi. I var og er med til at sprede budskabet om, at vi er mange, der kan meget mere med vores malerfag, end at male hvide vægge. 



Maj måned bød på en helt unik rejseoplevelse til Japan.
Foruden en forrygende erfaringsudveksling og fantastiske oplevelser med mine dekorationsmaler kolleger i det internationale netværk "Salon", hvor Zilmers tapeter blev udstillet under temaet "Sharing" & "East meets west", fik vi mulighed for at hilse på nogle af Tokyos største designere - herunder den evigt inspirerende designer Mr. Dan Namura san.
Dan Namura er den eneste udenlandske designer, der har fået lov til at beklæde Wegners Ch07 skalstol med sit farverige tekstildesign i samarbejde med Carl Hansen & søn. 






Vel hjemme igen var det tid til at opsætte tapetet på Gammel Estrup. Det er til dato det mest udfordrende og udviklende tapet arbejde, jeg har udført. 
De kostbare håndlavede og håndmalede limfarve-papirtapeter skulle opsættes på opspændt lærred i et rundt rum, hvor lærredet buler ud som en forspist julefrokostmave. BUM. Men med Annes rolige sind, vores håndværk, vores værktøj og vores erfaringer gik arbejdet frem dag for dag indtil vi til sidst kunne aflevere et helt unikt tapetseret "Grevens Gemak" midt i juni. 



Efter en god, lang sommerferie tog Zilmers fat i det indre Århus - i et samarbejde med arkitektfirmaet C.F. Møller og malerfirma Ove Laursen & søn blev Århus teater renoveret. 
Zilmers stod for enkelte ådringer, tapetsering af balkon væg samt diverse reparationer af huller i både marmoreringer og den ægte marmor i buegangen. Det sjoveste var at marmorere plastic-kabelbakkerne til de nye informationsskærme i buegangen, så de "forsvinder" og det største var at få lov til at ådre dørpartiet ind til "Salonen". Tak til Ove Laursen & søn for opgaverne.







Efteråret er gået med at få de sidste detaljer på plads i den nye tapetkollektion "Nordic Antique" skabt i et tæt samarbejde med Bønnelycke mdd. Kollektionen blev vist på Design Trade messen - Bellacenter i august og her var der stor interesse for produktet. Flere distributører, journalister, arkitekter og designere viste interesse for kollektionen, der pt. er med på en messe for/med dansk design i Shanghai Kina. 


September bød på en helt fantastisk mulighed for at vise bl.a. ærteblomst tapetet for medlemmerne af foreningen BYFO. Generalforsamlingen blev i år holdt på Tirsbæk slot, hvor hofjægermesterinde Marianne Kirkegaard trak i nogle gyldne tråde og fik grønt lys til at lade mig præsentere det håndmalede tapet i ærteblomst stuen samt mine ådringer, marmoreringer, artikler og håndlavede tapeter i forbindelse med rundvisning på slottet. Her traf jeg en lang række ejere til fredede huse, restaureringsarkitekter og ikke mindst BYFO's bestyrelse. Tak Marianne og tak BYFO. 


Dette medførte en række møder med restaureringsarkitekter i hele landet og jeg håber at møderne vil bære frugt i året der kommer. Tak til Jer der åbnede døren og ikke mindst tak for gode råd. 

Møder har ført til nye møder både med arkitekter, designere og mulige samarbejdspartnere. Her skal en særlig og varm tak gå til Lene Hjort, der har åbnet døren til såvel sit hjem som til sit netværk for mig. Tak for venskab, inspiration og erfaringsudvekling. 

I julemånederne har skyerne bredt sig på tapetet til loftudsmykninger hos en af mine privat kunder. 
Den ene opgave tog den anden og nu er huset udsmykket med nye ådringer, nye tapeter, nye loftmalerier og flere opgaver venter i 2014.


2014 byder på Danmarks største tapetbog, loftmaleri i skovridderboligen til Tirsbæk, trompé l'oeil stenvæg i privat hjem, restaurering af kalkmaleri, konsulentarbejde for Hverringe gods, tapetrestaurering, nye møder, en malerfestival og meget meget mere.... 

En ny tapetkollektion er i idéfasen og jeg håber, at den får plads i året der kommer. 

Alt i alt et dejligt tilbageblik på året der gik og farverige forventninger til året der kommer.

Tak til alle Jer der støtter, følger, skulderklapper, roser og efterspørger - især en tak til Jer der er med til at sprede ordet om at malerfaget er fyldt med nuancer.
Malerfaget skal bruges, spredes og inspirere mange flere i året der kommer. 

Gud bevare malerfaget.